Pilotafprøvning: Tværfaglige lindrende forløb i eget hjem

Københavns Kommune afprøver nyt tværfagligt tilbud til alvorlig syge med palliative behov i eget hjem.

Pilotafprøvningen forløber i 2026. Der arbejdes på at sikre finansiering, så tilbuddet kan videreføres efter pilotafprøvningens afslutning.

Formål

Pilotafprøvningen undersøger, hvordan fysioterapeuter og ergoterapeuter kan indgå i den kommunale palliative indsats. I et forløb vil en terapeut fra Center for Genoptræning (Vesterbro) kobles på den sygeplejefaglige indsats. Terapeuterne har gennemført kompetenceudvikling i lindrende rehabilitering og arbejder med både rehabiliterende og lindrende tiltag, fx støtte til hverdagsaktiviteter, energiforvaltning, afspænding og vejrtrækning.

Indsatsen har dermed fokus på

  • tidlig lindring, funktion, hverdagsliv og livskvalitet ien sammenhængende indsats i hjemmet.

  • at forløbet har få gennemgående fagpersoner

  • at indsatsen tilpasses løbende i takt med sygdommens udvikling.

     

Målgruppe

Tilbuddet er målrettet

  • patienter i eget hjem med alvorlig, livstruende sygdom og høj symptombyrde, som påvirker funktion og livskvalitet.

  • Eksempler: patienter med kræftsygdom, hjertesvigt, KOL, neurologisk sygdom eller andre tilstande med tilsvarende palliative behov.

     

Tilbuddet er særligt relevant for patienter,

  • som har vanskeligt ved at deltage i tilbud uden for hjemmet

  • som vurderes at have behov for både sygeplejefaglig og terapeutfaglig indsats.

     

Tilbuddet omfatter ikke plejehjemsbeboer eller patienter, der allerede modtager palliativ fysioterapi i regionalt regi eller i privat praksis.

Henvisning

Tilbuddet kræver ikke en lægehenvisning. Praktiserende læger kan gøre opmærksom på relevante patienter via en korrespondancemeddelelse til den kommunale sygepleje, Center for Genoptræning eller visitationen. Sygeplejen og terapeuterne vurderer herefter patientens behov og igangsætter et eventuelt lindrende forløb.

 

Kontakt

Spørgsmål kan rettes til sundhedsfaglig chefkonsulent Signe Foged på k21y@kk.dk.