Henvis til rygestop på appen e-kvit

Kender du e-kvit? Gør dine patienter? Appen e-kvit hjælper især unge og rygere med en længere uddannelse med at blive fri af nikotinen.

Hvis du har patienter, der ønsker hjælp til at blive fri af rygning eller andre nikotinprodukter, men som ikke ønsker at deltage på et rygestopkursus, så fortæl om appen e-kvit.

De brugere, som har størst succes med at bruge e-kvit, er følgende:

  • yngre rygere
  • rygere med en mellemlang eller lang uddannelse
  • storrygere.


Succesfuld vej til rygestop

Appen matcher de traditionelle kurser, når man måler på succes. For både e-kvit og kommunes rygestopkurser er det mere end hver femte, som er røgfri et halvt år efter rygestoptilbuddet.

Digitalt og skræddersyet til den enkelte

E-kvit er et digitalt program, der kan tilgås både på computer og mobil. Det hjælper den enkelte bruger i alle faser af rygestoppet og via et skræddersyet tilbud, der tilpasses ud fra brugerens behov.

Brugeren får blandt andet film, lydøvelser og daglige tips og kan løbende følge med i, hvor mange penge, der er sparet på rygestoppet.

Om e-kvit

E-kvit har været en del af Københavns Kommunes tilbud om rygestophjælp siden 2014, hvor appen blev udviklet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Apotekerforeningen og Sundhedsstyrelsen. Den udgør i dag ét blandt en lang række forskellige tilbud til københavnske rygere, der ønsker at slukke den sidste cigaret.