Bliv vores nye praksiskonsulent på sundheds- og ældreområdet

Hjælp os med at øge kvaliteten, forbedre kommunikationen og styrke samarbejdet – særligt om kronisk sygdom og den ældre medicinske patient.

Kunne du tænke dig at supplere dit virke som praktiserende læge med tre ugentlige timer som konsulent for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune? Så læs mere her.

Vi søger en praksiskonsulent, der bl.a. skal arbejde med kronisk sygdom og den ældre medicinske patient. Din rolle vil blandt andet være at rådgive og sparre i forhold til en række af kommunens indsatser. Derudover skal du rådgive os i arbejdet med at styrke vores samarbejde og kommunikation med almen praksis.

Læge Sara Pries om at være praksiskonsulent

Sara Pries, der er praktiserende læge i Vanløse, har været praksiskonsulent i SUF gennem en årrække. Hun glæder sig til at få en ny kollega og udtaler:

- Jeg har været praksiskonsulent i Københavns Kommune i mere end 5 år og værdsætter samarbejdet utrolig meget. Jeg oplever stor lydhørhed og en meget stor villighed til at ændre på forhold, der ikke fungerer, så vi sammen får skabt bedre forløb for vores patienter.

 - Det er meget tilfredsstillende at være med til at påvirke og forbedre kvaliteten i samarbejdet mellem kommune og almen praksis. Jeg får i arbejdet en mere nuanceret forståelse af kommunale arbejdsprocesser og nyder, at mit arbejdsliv bliver mere alsidigt og med afveksling.